Tovtrækning og Whisky

Efter vores nordvestlige udflugt er turen så småt begyndt at gå sydpå igen. Men igen, det er jo også den eneste vej det kan gå nu. Vi kørte ned langs østkysten mod byen Fochaber, hvor der på området omkring den lokale borg (igen en borg!) skulle være Gordon Castle Highland Games 2011. Det hverken kunne eller ville vi gå glip af.

Highland Games er først og fremmest en sportskonkurrence for store, stærke mænd i kilt, men det fungerer samtidig også som et slags tivoliland hvor der er hoppeborge, isboder. Nå ja, og så er der et skotsk islæt til det hele. Der var piger og drenge der konkurrerede i højlandsdans til de skønne toner af en ensom sækkepibe,

et marcherende sækkepibeband,

og så var der de føromtalte store mænd. Der blev kastet med tunge ting, trukket biler og tippet pæle, men hovedattraktionen var tovtrækningen. Inverness (blå) mødte Mount Blair (hvid) og der blev de førstnævnte der trak sig sejrrigtigt ud af den duel. Tovtrækning er en virkelig underlig sport, hvor der egentlig ikke sker der store... lige indtil træneren (for real!) beslutter sig for at nu skal der trækkes, og så går de store drenge ellers i gang.

Udover Highland Games bød østkysten og på denne smukke sø (igen en sø!)

og et kuperet bakkeselskab bakket op af en usædvanlig blå og skyfri himmel,

Men udover bakker, borge og lochser Skotland naturligvis også kendt for deres pubs, og en sådan besøgte vi i den lille hyggelige by Aberfeldy. Her fik vi hurtigt fire nye venner:

Fra venstre er det whiskyen Highland Park, St. Andrews Ale, Aberfeldy Whisky og IPA Ale. Bemærk i øvrigt at der allerede er spildt på bordet. Nuvel, den skotske single malt whisky er noget stærkt sprøjt og særligt Highland Park var usædvanligt eget (som i træet). Men det smagte egentlig ganske godt, specielt når isen i glasset smeltede og fortyndede whiskyen en smule. Og FYI, selv skotterne har det på den måde. Alle barer har ”ham der fyren” der er lidt fuldere end alle andre og råber lidt højere, og han måtte på et tidspunkt bede bartenderen om ekstra is – ellers var den simpelthen for stærk.

Og nej, fyren på billedet er ikke ”ham der”.

I Nord og Vest er Skotland bedst

I Ullapool boede vi på et rigtig hyggeligt B&B, drevet hovedsageligt af en flink ældre herre og hans søn. Placeringen med udsigt over bugten var helt perfekt. Bemærk den nydelige sorte bil i venstre side af billedet.

Dagen stod hovedsageligt på de udendørs oplevelser som vi jo begge er så utroligt glade for. Vi startede med lidt let bjergbestigning ved Knockan Crag. Her ligger blandt andet en sjov rund sten:

(bemærk det helt korrekte bjergbestiger-outfit: alt for stor regnjakke, ørkenstøvler og kamera om halsen.)

Knockan Crag er efter sigende velsignet med nogle af de ældste klipper i Verden og det pudsige er at de inderste lag af klippen er yngre end de yderste. Mystificeret? Det er noget med nogle naturkræfter der i gamle dage pressede nogen plader mod hinanden. Udsigten oppe fra bakkerne var i hvert fald mægtig fin.

Ligesom i resten af landet er der i det nordøstlige Skotland masser af lochs, og hvor der er lochs er der også borge. Således også på dette billede.

Helt oppe i nordvest ligger øen Honda – hjemstedet for masser af ynglende fugle og i særdeles de nuttede Puffins. Færgen ud til øen var desværre aflyst netop den dag vi var forbi, så vi måtte nøjes med at spise dejlig laks – tilberedt varmrøget og og kogt i smør – mens vi nød en kold pilsner. Og så videre i egen bil bagefter.

Efter at have set det britiske mainlands vestligste punkt for et par dage siden, var turen nu kommet til det nordligste. Det hedder Dunnet Head og ligger ved et nydeligt fyrtårn.

Et par miles mod øst ligger så Duncansby hvor The Stacks of Duncansby tårner 60m op over havets overflade. Et ret imponerende syn.

Turen i det allernordligste Skotland var præget af ekstremt meget regn, vind og blæst, så det var måske ikke perfekt timet med alle de udendørs aktiviteter vi havde planlagt. Det sagt var det alligevel en fed, men også ret våd oplevelse. Forresten skal det lige nævnes at alle billeder kan nydes i større format. Man skal vist nok bare trykke på dem en enkelt gang (eller to).

Fra Fort William er turen gået endnu længere nordpå og til et sted man bare skal forbi når man er i Skotland. Vi snakker naturligvis om Ness, ikke den urørlige slags, men den våde slags - Loch Ness. Søen med det mytiske monster har et ry for at være mørk, dyb og uhyggelig, men da vi kom forbi skinnede solen ligeså fint ned på det på dagen meget blå vand.

Ruinen på billedet er Urquhart Castle. Navnet lyder mest af alt som noget fra en Tolkien bog hvilket i det hele taget kan siges om mange stednavne. Lotheran, for eksempel, lyder jo som et sted hvor der sagtens kunne bo en elver eller to. Aberfeldy lyder som et tilholdsted for hobbitter, og det gør de mange shires her også for eksempel Perthshire. Billedet her er dog hverken af elvere eller hobbitter.

Fra Ness gik turen videre mod nordvest. Her kom vi forbi endnu en smuk sø. Dem er der i øvrigt mange af her i landet.

Det nordvestlige Skotland er ret sparsomt befolket, men til gengæld er landskabet igen meget, meget smukt. Bemærk igen skydækket og det pudsige lys.

Ved aftentide nåede vi Ullapool. Endnu en ganske hyggelig by der har en forrygende placering helt ud til bugten. Den kan man vist nok lige akkurat skimte på det her billede.

Som nævnt er vi nu helt ude ved vestkysten hvilket burde give mulighed for at opleve en forrygende solnedgang. Vi tog endnu en lang og snoet vej mod kysten (igen omgivet af får!), kun for at opdage at solnedgangen regnede væk i et tungt dække af skyer og tåge. Vi måtte derfor nøjes med dette billede hvor solen ikke er gået helt ned endnu. Men det er vel også ok.

Det nordvestlige højland har budt på endnu flere smukke naturoplevelser og skiftende vejr. Hvis alt går vel, skal vi en tur i bjergene en af de næste par dage, så det kan man jo se frem til!

Får-år i Skotland

Hurtigt! Nævn det vestligste punkt på det britiske mainland? Ingen bud? Ja, det er ganske rigtigt tale om Ardnamurchen Point. Måske ikke det mest kendte sted i Verden, men det er bestemt et besøg værd hvis man er på de kanter.

Fra Skotlands vådeste by, Fort William (hvor vejret paradoksalt nok var overraskende godt!), gik turen ellers mod vest. Vi kørte af kringlede små veje, og med små menes der virkelig små! Som i ét spor. Til begge retninger. Dvs. man kommer kørende i sneglefart over bjerge og gennem skove, og møder man en bil skal man ellers koordinere den videre færd ved et af mange "passing places". Efter en succesfuld passage har man lige et rigtigt "bilist-øjeblik" hvor man ved et vink, nik eller en kæk løftet pegefinger fra rettet lige anerkender indsatsen fra sin medtrafikant.

Biler ser man ellers ikke mange af på vej mod Ardnamurchen. Man ser til gengæld mange af dem her:

Og der er jo intet mere hyggeligt end at møde familien Får langs vejen. På en meget isoleret klippeskrænkt mødte vi også dette pragteksemplar der fredeligt stod og græssede.

Man kan desværre ikke komme til at klappe fårene førend de lunter væk, men det lykkedes os at komme sådan relativt tæt på:

(og ja, det er fåret til højre.)

Sofie har i øvrigt - meget imod sædvane - været ret træt de fleste aftener, men ved nærmere eftertanke giver det jo god mening efter al den tællen-får.

Turen mod Ardnamurchen kulminerer med et flot fyrtårn og en smuk udsigt over de vestlige skotske øer.

Bemærk det utroligt vindblæste hår. Det blæser både halve og hele pelikaner herovre og særligt ved kysterne bliver det hurtigt en kold fornøjelse.

Og så var det ellers dødemandskørsel tilbage mod civilisationen, og på vejen faldt vi over en en ganske hyggelig bar/restaurant hvor man spiser "Rob Roy Burger" - en bøf af rådyr toppet med smeltet ost og hakket haggis, der jo er fåreindvolde kogt i en fåremave. Dele af den danske delegation syntes det smagte ganske godt, mens andre havde lettere ved at få armene ned. Velbekomme!

Fra Glen til Glen

Det kan godt være at whiskyen flyder som honning her i Skotland, men internetforbindelserne er der langt i mellem.Nå, men fra Stirling er turen gået til den nordvestlige del af Skotland, de sydlige Highlands. Efter en overnatning i den lille og ganske hyggelige by Oban drog vi mod Glen Coe - kendt fra The Massacre at Glen Coe hvor MacDonalds-klanen brutalt blev myrdet. Så galt gik det heldigvis ikke os.

Før turen købte vi proviant i den lokale Tesco,

 

spiste et stykke kage (det er allerede spist på billedet her) på en restaurant heeelt ude ved kysten,

' 

og så var vi ellers på vej. Hurra!

Som de fleste steder her i Skotland, er der meget smukt i Glen Coe. Det er i sandhed en fornøjelse at køre mellem bjerge, 

vandfald,

og klipper i al almindelighed.

Første indtryk af højlandet er i det hele taget meget bjergtagende. Naturen er smuk, og som nævnt tidligere er lyset heroppe altså helt specielt. Vejret skifter konstant og variationen mellem regn, skyer og sol gør bare landskabet helt unikt at se på. Landskabet er også utrolig varieret i sig selv; det ene øjeblik kører man langs store marker og grønne bakker der bugter sig i det fjerne, det næste i gennem stejle stenklædte bjergpas kun befolket af lokale får (mere om det senere). Ret fedt, faktisk!

Engang var jeg lykkelig i Skotland

Bloggen er tilbage og denne gang går turen til Skotland - hjemstedet for Whisky (uden 'e', endelig uden 'e'!), søer, højland og... ja, det er jo det vi har sat os for at finde ud af med denne her tur. Det er i dag den 18. maj, 23:14 lokal tid, og her kommer en opdatering af hvad der er sket so far:

Vi landede i Edinburgh om mandagen hvor dette billede er fra.

Så fandt vi vores bus ind til byen, måske ved hjælp af dette kort..?

... og så var vi ellers i gang! Allerede nu må det være passende med en disclaimer: der kommer nok ikke til at være så mange billeder her på bloggen som ønsket. Det skyldes at rejsegruppens teknikansvarlige glemte usb-kablet til overførsler af billeder fra vores kamera. Det betyder at vi kun kan overføre billeder fra vores telefoner hvilket er lidt trist, men samtidig giver det mulighed for en kort reklame for min telefon, HTC Desire. Det er en dejlig telefon! Dels fungerer den bare som den skal, men det er også en kilde til moro på alle tænkelige tider. Keder man sig på hotellet? Hold dig opdateret med din Google Reader! Er flyturen lang og trist? Spil Angry Birds eller Choice of the Dragon! Og den kan altså også hjælpe dig i en snæver vending og fungere som et ok kamera.

Nuvel! Edinburgh er meget hyggelig og ret speciel i sit æstetiske udtryk. Uden at vide noget om arkitektur (det overlades bedst til en storebror) har Edinburgh sin helt egen stil. Når man vader rundt i hhv. New Town og Old Town, er det næsten som om der er borge overalt. Tunge stenmure, brosten, snirklede gader... det er ret fedt. Den nye del af byen er vist Gregoriansk inspireret og også meget smuk.

Det er svært at sige hvad Edinburgh er kendt for, men der ligger en fin borg. Og så er der en lang række monumenter af vigtige skotter som fx Sir Walter Scott (ham med Ivanhoe) samt et par fine parker. Men vi ikke rigtigt har nogen billeder til at akkompagnere alle de ting vi har set... 

Efter et par dage i Edinburgh startede turen så for alvor. Ud til lufthavnen igen, ind i en bil og så derudaf. I venstre side, naturligvis. Efter et par rejser med små biler rejser vi denne gang under knap så beskedne forhold. "Bilen" er denne gang nærmere en båd - en kæmpestor, sort Peugeot 3008.

Det er faktisk ret fedt at køre rundt i sådan en vogn, og vi havde sikkert nydt det endnu mere hvis det ikke var pga. det med den venstre vejbane. For ja, det er ret skræmmende at køre rundt i den forkerte side af vejen, overhale (som vi naturligvis gør konstant) højre om, dreje til venstre ind i rundkørsler osv. Men det er faktisk gået rigtigt godt og udover at vi har klippet et par kantsten, er turen forløbet uden dramatik. Heldigivis.

Dramatik er der til gengæld masser af i Stirling, hjemstedet for Stirling Castle. Borgen ligger langt oppe på en bakke så vi fik luftet de gamle ben hele vejen mod toppen.

Her var så gode fotomuligheder at vi blev nødt til at arbejde i skift,

Ved borgen ligger også en fin kirke der er omkranset af en nydelig kirkegård:

Fra Stirling gik turen videre mod vest indtil vi stødte ind i Skotlands største sø, Loch Lomond. Her viste det skotske vejr sig fra sin bedste side og flot solskin blev afløst af tunge regnbyger i ét væk. Søen og området omkring den bliver brugt til sejlads, kano, kajak og hiking, men vi nøjedes i det store hele med at køre rundt om den. En smuk, men også kold og våd tur:

Nord for Loch Lomond ligger så Skotlands længste sø, Loch Awe. Strækningen langs denne sø var næsten endnu smukkere end tidligere, og så lå der også St. Conan's Kirk - en lillebitte kirke placeret helt nede ved vandet, et sted der ville være "en klar 5'er" i Hammerslag.

Og så fortsatte vi ellers mod vest indtil vi ramte den lille hyggelige kystby Oban. Her er masser af B&B's, hvoraf St. Anne's Guest House blot er et enkelt i en række af mange. St. Anne's skiller sig dog alligevel ud som et sted der både tillader betaling med kreditkort OG har trådløst internet. Så her sover vi i nat. Før vi nåede så langt, var vi dog en tur nede ved havnen og nyde udsigten:

Og til alle jer der sidder og undrer sig over hvad man ellers spiser i Skotland: denne sektion er til jer. Når man ikke spiser pubfood (og det har vi gjort - det er dejlig britisk) er det primært lam og fisk. Her til aften fik vi begge dele i skøn forening, hvoraf denne "seafood chowder" var aldeles fremragende:

Og sådan en chowder smager jo bare bedst hvis den skylles ned med en kold bajer.

I morgen går turen vider nordpå mod højlandet. Vi kommer forbi Fort William der har titlen som Skotlands vådeste by - våd som i regn, ikke som i øl eller whisky, desværre. Så der bliver nok rigelig mulighed for at lufte regntøjet.

Portland

Efter af have brugt næsten 2 måneder i USA var vi ved at være fremme ved turens sidste stop, Portland, Oregon.

Her skulle vi besøge Sofies barndomsveninde Mia og hendes kæreste Owen... and just in case they want to read about this visit as well, we will do the remainder of this blog in English. We hope you all can bear with us on this one.

We arrived in Portland on the same day we visited Crater Lake (or so I think, it's been a while...) That was a trip of app. 250 miles so when we finally rolled into Portland it was pretty late. So for those of you keeping record at home; around 10 pm, sunday the 16th of August, Sofie and Mia were reunited after being apart for 20 years or something. A very special moment, to say the least. We were greeted warmly and quickly learned that Portlanders (is that even a word?) are proud of their beers. And they should be, they are excellent. We sat up talking for some hours before heading to bed - strange to have finally arrived at our final destination after all this time.

We had so much fun in Portland it is hard to know where to start. So why not start with a few pictures of the Holder/Summers residence - a nice little house in the southeastern part of Portland. Really nice place with a great garden!

That orange car doesn't look nice, though.

Alright, let's get started: Tuesday we headed to the river to try something neither me or Sofie had ever tried - rafting. Four people going rafting meant that we had to bring quite a lot of stuff - good thing we had some Danish people there who could stand around and watch others do the hard work, then.

Anyway, we arrived at some river I cannot remember the name of and quickly got into the rafts. Turns out rafting is a two-man sport, both persons have very important tasks to do: one is doing all the paddling and the steering whilst the other person is doing the hard job of drinking beers and getting tanned.

It was a nice and pretty quiet day at the river this tuesday.

Mia and Owen even brought their cute little dog, Gunner, who was splashing around having a blast chasing all kinds of stuff in the water. He even had his own lifevest, but unfortunately we did not get a picture of that.

Even though the water wasn't exactly warm, Mia and Owen still found time to pose for this pretty picture.

And here's even more evidence that rafting can be a pretty hard job, unless you are lucky to be on tanning duty, of course.

Yet another shot of a wet dog looking anxiously at the river.

Later that week we also found time to experience downtown Portland. It is a difficult city to navigate in, we found out, but we did find a really cool bookstore and a couple of parks where we could sit and enjoy the beautiful weather.

This peculiar sign also caught our attention... always nice to know in which direction you can find kangaroos.

Our visit had a certain "Korean vibe" attached to it, so of course we had to go out and grab some Korean food one evening. I think we ordered chicken and beef bulgogi, not sure though. We had a really skillful guy operating the grill, must be a professional:

yeah looks good!

In the weekend we once more headed outside - this time we went camping near the Oregon coastline at Pacific City.
Gunner went camping too, but much to his disappoinment he had to be on a leash for most of the time.

The Oregon coastline is absolutely beautiful! It was rather cold and windy but it was still extremely nice being down at the beach looking at this strange rock,

looking at numerous surferdudes arriving in cars,

or just looking out at the sea.

Don't ask what's going on here, just a man and his dog I guess...

Sofie got pretty attached to Gunner, but then again he was a good boy!

Someone in our group got the splendid idea that we should climb the sandy mountains... so we did. And even though it was a pretty hard climb, the view was certainly worth it.

I think I'll just let the following pictures speak for themselves.








As if we had not had enough exercise already, we were coaxed into running up yet another sandy hill. Must have been a sight for sore eyes, four people and a dog running up that hill, Kate Bush-style.

I have no idea what's going on here, though.

We also witnessed Owen attempting to do a backflip. Pretty funny stuff, to say the least.

Overall, camping was a blast! Using the Hogwild-patented fishing rod (the Reel Roaster) for sausages and marshmellows, eating s'mores, watching small rabbits jump around unnoticed, having some nice strangers providing us with some freshly caught crabs, sitting around the fire talking for hours before finally going to sleep in our small two-person tents... it was just so great.

Next day Owen got up early to fix us a nice homemade breakfast (!) before we headed back to the mainland for a barbeque at Phil and Dawn's place, some friends of Mia and Owen. Once more everyone we met were just so kind and we were welcomed like family. It was almost overwhelming at times and we just feel so lucky having this experience. It was just a perfect way to have our final day in Portland.

Here's a photo of the self-dubbed Korean Gang - Mia, Sofie and Bethany.

I don't know if we ever said this, Mia and Owen, but the way we were greeted by you was just awesome and we are so grateful you would let us stay with you. We cannot say enough about it, really. We hope we can somehow repay you if you would come and visit us sometime, you are welcome at any time.

And so, as our days in the US come to an end, so must this travelling-blog. We would like to thank everyone who has followed us around the country. It's been great fun writing this blog and we hope you guys back home has enjoyed reading it as well (we know for certain that Sofie's dad has). It's been two great months and it was a moment of sadness when we boarded our airplane taking us back across the Atlantic Ocean. Still, it's been a trip we will never forget and to this day our visit in Portland still stands as the best memory of them all. We will certainly be back in the US one day. We don't know when, don't know where... but we'll be back. :)